Film stilladsering

Hvilke støttepunkter bærer en film?

Film er en del af vores fælles sprog og fortælling.

Film er fortælling. Uden en historie eller beretning – ingen film. Filmens fortælling er bygget op omkring en række støttepunkter, der bærer historien. Som støttepunkterne i et stillads. Det har jeg valgt at kalde for film stilladsering med inspiration fra den pædagogiske og psykologiske begrebsverden. Film stilladsering er måske en måde at nærme sig svaret på spørgsmålet:

Hvorfor virker en film, som den gør?

Du kan vælge at betragte de enkelte dele i en analyse, men det er summen og synergi effekten, der skaber det magiske hele som en film. De enkelte dele er interessante, men samspillet kan, når det lykkes, få to og to til at blive mere end fire. På samme måde som det er summen og samspillet af de enkelte musikeres præstationer, der skaber et symfoniorkesters værk.

Derfor kan det næsten gøre fysisk ondt at skulle opskære et særligt kært filmværk i en analyse.

Filmen kan miste sin glans, og gløden i øjet kan risikere at slukkes. Som når livet forlader kroppen og efterlader et koldt legeme, der kan obduceres og undersøges, men det vigtigste mangler. Samtidig er det min erfaring, at en forståelse af de enkelte dele i en analyse kan fremme forståelsen af helheden og hjælpe til at opdage nye forståelser af filmen. Det er et didaktisk dilemma.

Film kommunikerer, hvilket oprindelig betyder ”at gøre fælles”. Film er en fælles referenceramme. Film er kultur på tværs af landegrænser og måske det kulturmedie, der har den største internationale sammenhængskraft. Filmen har udvidet måden at fortælle historier på. (eksempelvis filmen: ”Babel”) Vi refererer til scener i film, vi har set, og filmen giver os mere viden om verden og andre mennesker. Der er filmbilleder, der fryser fast i vores erindring, og replikker vi citerer. Vi laver hjemmevideoer om os selv og vores nærmeste. Dermed bliver filmen en del af vores egenfortælling og en del af vores identitetsdannelse. De nye fortælleformer i filmen skaber dynamik i udviklingen af den æstetiske dannelse i spændingsfeltet mellem form og indhold, der konstant udfordres i nye film.

Filmens billed- og lydunivers taler til mennesket to vigtigste sanser: Synet og hørelsen.

Mens hørelsen er den vigtigste sans med hensyn til kommunikation mellem mennesker, er det synet, der dominerer, når det gælder vores opfattelse af verden. Ingen anden sans giver os så megen information om vores omgivelser som synet, og 70 % af alle kroppens sanseceller sidder i øjnene.” (Sand et all: ”Fysiologi – en grundbog”, s. 181)

Disse to sanser er af afgørende betydning for menneskets kommunikation og forståelse af omverdenen. Det er tydeligt hos mennesker, der mangler den ene eller begge disse sanser. Det gør filmen til et kraftfuldt kommunikationsmedie, der er vigtigt at forholde sig til i undervisningen. Og filmen er en central del af elevernes egen oplevelsesverden. Men filmens umiddelbare lette udtryksform kan virke så let forståelig, at det kan forekomme vanskeligt at undervise i.

Det Danske Filminstitut, Forlaget GeGe, Gyldendal og andre har udarbejdet en bred vifte af inspirerende undervisningsmaterialer, der hjælper over den største forhindring: At komme i gang!

Når du ser og hører film kommunikerer din krop med sin omverden. Moderne kunst i dansk skriver: ”Sanserne forbinder den ydre verden med din indre verden, og det indre med det ydre. Sanserne modtager hele tiden impulser. Kroppen husker og samler erfaringer med din berøring med verden. Kroppen rummer også det, du ikke er bevidst om. Kroppen er som ét stort øje.” (Lundgaard et all: ”Moderne kunst i dansk”, s. 11)

Hjernen har brug for mental motion, hvis den ikke skal forfalde. ”Use it – or loose it”, siger Kjeld Fredens (Apropos – Fleksibilitet og personlighed). Vi må åbne for andre tanker og mennesker, hvis vi fortsat vil udvikle os. Nedtone modargumenterne for en stund og i stedet prøve at medargumentere for tanker vi ikke selv har tænkt. Tale med nogen, der er helt anderledes end os selv. Give plads til forskelligheden. Her kan filmen give indsigt i andres tanker og forståelser og dermed udvide vores egen indre forestillingsverden til gavn for mødet med andre mennesker. Hvis vi vil åbne vores øjne, ører og tanker for nye indtryk.

Det gør film til en stærk spiller i en medieverden, der er blevet kaldt for den fjerde statsmagt. Film kan sætte den politiske dagsorden (filmen: ”En ubekvem sandhed”) og ændre den enkeltes opfattelse af sig selv og sin omverden. Øge forståelsen af forholdene i en bestemt historisk tid (filmen: ”De andres liv”) og udfordre vores hverdagsforståelse af, hvordan livet møder os (filmen: ”Ben X”).

I folkeskolen vil det være naturligt at arbejde med en øget erkendelse, indsigt og forståelse af filmens dramaturgi og virkemidler, så eleverne støttes i at udvikle sig til bevidste og reflekterende mediebrugere med sans for det æstetiske. Angående æstetikkens rolle vil jeg citere Platon: ”Blot man stræber efter det skønne, bliver ens Liv skønt, hvorledes saa end Forholdene udvikler sig.”

Film forandring

Filmen forandres og kan forandre. Eleverne lever i en kultur, hvor det eneste konstante er forandring, og filmen er en aktiv medspiller i dette forandringsforløb, der kan udvikle os. Film er i bevægelse og skaber bevægelse, når vi åbner vores sanser og lader vores forforståelser udfordres. (Eksempelvis serien: ”Lost”) Det giver udviklingsmuligheder for eleverne i mødet med filmmediet og en forpligtelse for folkeskolen til at arbejde med filmen, og hvordan vi kan møde mediet med en respekt for den enkelte elevs egen filmoplevelse. Den norske forfatteren Finn Skårderud kommer med et bud på hvordan du kan møde livet (og måske hvordan du kan møde filmen?): ”Vi er i bevægelse, og vi forandrer os hele tiden. Det er uundgåeligt, det er besværligt, og det giver os store muligheder. Det handler om at åbne sanserne. For en dag er det hele forbi.” (Finn Skårderud, ”Andre rejser”, s. 11)

Denne konstante forandringshastighed gør filmen til en følsom ferskvare med begrænset holdbarhed. Gode filmfortællinger og symbolske og mytologiske historier holder naturligt længere, men film forældes. Kanonudvalget for film skriver: ”Selv de bedste film er bundet til deres tid og forældes hurtigt; der er et indbygget aktualitetsaspekt i enhver film.”… ”Lige meget hvor symbolsk eller mytologisk historien er, så bliver den inkarneret af skuespillere, som vi næsten kender bedre end vores egen familie.”… ”Det er også markant, i hvor høj grad filmens produktionstidspunkt spiller ind på filmens look, uanset at filmen behandler en historisk periode. Forældelsesfristen mærkes også i fortælletempoet. En række film vi huskede som mesterværker, har vi ved gensynet fundet dræbende langsommelige. Afspejler dette filmsprogets naturlige udvikling?” (Kulturkontakten, ”Kulturkanon”, s. 33)

Naturligvis har film af ældre dato filmhistorisk interesse og kan eksemplificere forandringen, men den hurtige forældelse stiller tydelige forventninger til lærere, der vil tage mediet og elevernes virkelighed alvorligt. Filmkunst med kraftfulde fortællinger lyser dog som fyrtårne i filmhistorien og har blivende værdi. Eksempelvis vores egen verdensberømte instruktør Carl Th. Dreyers film ”Ordet” og ”Jeanne d’Arc’s Lidelse og Død”.

Læreren er i front, når der arbejdes med litteratur. Det er der mange gode grunde til, og den simpleste er det veldokumenterede forhold, at mange elever stopper med frivilligt at læse litteratur uden for skolens sammenhæng. Ved film er eleverne derimod helt fremme i den yderste front, hvor filmen lever dynamisk og udvikler sig. Der er elever, der har set filmen før den har haft premiere i Danmarks biografer, idet de har hentet en piratkopi på nettet. Læreren hjælper sig selv og eleverne ved at følge filmens løbende udvikling. Eleverne mærker hurtigt, hvis du ikke er med i filmfortællingens udvikling, og lærerens ethos bliver sat på en prøve. Elevernes omfattende forforståelse af film kan være oplevelsesorienteret uden særligt kendskab til filmens fag terminologi. Også filmundervisning kræver et fagligt fundament – det er ikke en udvidelse af den lokale biograf. Måske kan det få en lærer eller to til at tøve, men her er et område hvor eleverne er på hjemmebane og motiveret, så det gløder – det er ikke alle forløb i folkeskolen, der får tilbudt så godt et udgangspunkt. Og filmundervisning rummer så mange lærings- og dannelsesmuligheder, at det bør være et område, der går igen på alle folkeskolens klassetrin. På den måde tager vi elevernes dagligdag og virkelighed alvorligt. Og filmens faglige terminologi kan hjælpe med at åbne dørene til de områder af danskfaget, der er mere ukendte for eleverne. Både eleverne og folkeskolen vinder.

Men det er vigtigt at pointere, at filmen er vigtig i sig selv og hovedsagelig bør mødes på sin egen bane, også i undervisningen. Film fortjener at blive mødt på filmens præmisser. Det er nærliggende at anvende film som fødselshjælper til mødet med eksempelvis litteraturen og er selvfølgelig helt legitimt. Der er et interessant spændingsfelt mellem filmen og litteraturen. Men filmen har brug for sit eget univers og plads i undervisningen for at kunne folde sig helt ud og blomstre i sin mangfoldighed. Som en selvstændig kunstart og et betydningsbærende medie med et stort undervisnings- og dannelsesmæssig potentiale.

Kanonudvalget for film skriver: ”..de senere år har vi fået en egentlig tradition for at skabe originale filmfortællinger direkte til lærredet.”…”Film er et suggestivt medium”…”Vi har måttet sande, at oplevelsen af filmene i høj grad afhænger af sammenhængen, hvori man ser dem.” (Kulturkontakten, ”Kulturkanon”, s. 33)

Film kan skabe fællesskab. Vi griner og gyser sammen, når vi ser filmen i fællesskab. Det giver fælles erfaringer, fælles minder og fælles referencer. Det kan vi bruge i folkeskolens undervisning.

Film fantasi

Film udfordrer fantasien. Den gode filmfortælling stiller krav til dig om en aktiv medskabelsesproces. Henrik Poulsen skriver i ”Den korte film”: ”Fantasiens univers er det du digter til, når filmen kun antyder, hvad der sker, og fordi du sikkert har en livlig fantasi. Den gode film skal nemlig ikke fortælle det hele, men faktisk mindst muligt og antyde resten. Den skal sætte dig på arbejde.” (Poulsen, Henrik: ”Den korte film”, s. 7)

Film lærer os at bruge sanserne. Brug af sanserne er kulturelt betinget. Hvis vi kunne finde en voksen mand, der aldrig havde set en film, og lod ham se en film i en moderne biograf, ville reaktionen måske være svær at forudsige, men han ville med sikkerhed få noget helt andet ud af filmen, end den unge medieforbruger. Det er ikke kun et spørgsmål om at kunne følge klippetempoet, fortælleformen eller de intertekstuelle referencer. Din hjerne tilpasser sig de påvirkninger, den udsættes for, og synssansen påvirkes kulturelt. Fysiologi – en grundbog: ”Forbindelserne mellem nervecellerne i synsbanerne er ikke færdigudviklet ved fødslen, og synapsedannelsen styres i høj grad af de synsindtryk, barnet modtager i de første år. For eksempel har mennesker, der vokser op i moderne samfund, relativt mange cortexceller, som er følsomme for vinkler på 90 grader og for vertikale og horisontale linjer. Grunden hertil er, at vores bygninger og mange af de genstande, vi omgiver os med, er bygget i lod og vater og med rette vinkler. I komplicerede mønstre er det derfor let for os at udpege vinkler på 90 grader, mens det er betydelig vanskeligere for mennesker fra kulturer, hvor børnene vokser op i telte eller stråhytter.” (Sand et all: ”Fysiologi – en grundbog”, s. 195)

Til gengæld kan teltdrengen sandsynligvis hurtigt spotte et dyr i naturen, hvorimod drengen fra Nørrebro måske ikke kan se skoven for bare træer. Kulturen og opvæksten har betydning for synet.

Det er en central pointe, der inviterer til differentierede synsindtryk i folkeskolen. Naturen og kulturen indtager her en central rolle, og arbejdet med filmen bør påbegyndes i de mindste klasser.

Fokus på kortfilm i folkeskolen

Traditionelle biograffilm er på hundred minutter eller mere. Det giver mulighed for et nuanceret og indgående kendskab til personerne i filmen og en mulighed for lange rolige scener uden klip.

Korte film er mindre kendte, men kan rumme store fortællinger. De varer typisk mellem et og tres minutter. Jo kortere filmen er, jo mere er fortællingen koncentreret. Som strålerne i et brændeglas. Det øger behovet for fokus, opfindsomhed og kreativitet. Filmens udtryk skærpes og seeren kan opleve skarpe sanseindtryk. Smagen af æstetik ligger lige på tungen og handler jo netop om det der kan sanses.

I bogen ”Om processen – det æstetiskes betydning i børns kultur” skriver Beth Juncker: ”Indsigten i det æstetiskes betydning i børns kultur sætter en ny almen dagsorden – i forhold til unge og voksne. Den handler ikke om fysisk, psykisk, kognitiv udvikling, men om kulturelle udtryksmuligheder og deres samfundsmæssige betydning. Det allermest udfordrende perspektiv er, at børn mellem 6 og 12 år tendientielt besidder et langt større kulturelt lager af genrer, metre og mønstre og behersker og praktiserer et langt større og bredere kulturelt udtryksregister end mange voksne.” (Juncker, Beth: ”Om processen”, s. 240)

Denne viden trækker linier til folkeskolen og tydeliggør vigtigheden af den æstetiske dimension i undervisningen på alle klassetrin. Det tidligere citat fra Platon viser, at det ikke er en ny, men måske mere differentiere, erkendelse. Selv evolutionslærens fader Charles Darwin beskriver i de sidste år af sit liv i sin selvbiografi, hvordan en nedtoning af den æstetiske sans gør livet fattigere.

Fra verden til navlen: ”Med beklagelse konstaterer Darwin, at han under presset af det naturvidenskabelige arbejde har forsømt at udvikle, hvad han kalder for ’the higher aesthetic tastes’. Men, tilføjer han: …If I had to live my life again I would have made a rule to read some poetry and listen to some music at least once every week, for perhaps the parts of my brain now atrophied could thus have been kept active through use. The loss of these tastes is a loss of happiness, and may possibly be injurious to the intellect, and more probably to the moral character, by enfeebling the emotional part of our nature.” (Jørgensen et all.: “Fra verden til navlen, Kunsten I function”, s. 180)

Det æstetiske kan bruges om skønne filmoplevelser. Film påvirker vores sanser, også selvom det er ubehageligt. Det gør ethvert filmværk til udtryk for en æstetik. Dem, der har lavet filmen, har ønsket at påvirke vores sanser på en bestemt måde. Filmæstetikken handler altså om filmens stil og sprog. Det kan vi se i dramaturgien og filmens virkemidler. Støttepunkterne for det æstetiske udtryk. Det der bærer filmfortællingen. Den måde filmen er stilladseret.

Æstetik og læring: ”Et særkende ved æstetisk symbolsk form er, at den appellerer til sanserne, er helhedsorienteret, rummer merbetydning og kan udtrykke det usigelige.” (Austring et all.: ”Æstetik og læring”, s. 202)

De korte film kan ligne en lyrikers værk. Der er skåret væk og skåret væk for at nå ind til essensen og det centrale. Derfor er de korte film ofte nytænkende og med et overraskende fortælleforløb, der pirrer fantasien og sætter tanker i gang hos seeren. Det gør dem særdeles velegnede til folkeskolen.

Den ultrakorte film kan fange øjets blik i en fortælling. Som Halfdan Rasmussens digt: Øjeblik

Himlen og havet. En stemme kalder et sted.

Dybere stilhed end stilheden. Laksen i elven

Springer. Står stille i luften. Så rammer en skælven

fisken, der styrter i dybet. Og alt ånder fred.

_________________________

Kommentar;

Der er lukket for kommentarer